Hvad koster et nyhedsbrev

Publiceret den 05.01.2012

fra Markedsføring (gengivet herunder)

Kommentar til artiklen: Markedsføring har desværre ikke regnet korrekt i de priseksempler der er angivet. Der er sammenlignet lidt pærer og bananer, dvs. om priserne er for antal mailudsendelser over tid, f.eks. pr. måned, eller for antal modtagere gemt i systemets database. Men det ændrer ikke ved det faktum, at prisen på ydelserne hos os er meget attraktive i forhold til andre løsninger.

eMailPlatform afregner efter antal sendte mails. Flere andre systemer afregner efter samme model, mens andre afregner efter antal modtagere i databasen – en model der klart giver en bedre indtjening hos systemleverandøren – det koster ikke meget i diskplads at have modtagere liggende.

Prismæssigt er vi citeret forkert. Det koster 1.000 kr. pr. måned for 150.000 mailudsendelser og ubegrænset antal modtagere i databasen. Den model synes vi er den mest fair løsning for dig som kunde.

Det akkumulerer ligesom ingen værdi for din virksomhed, at du har en stor mængde modtagere i vores system. Det er lidt ligesom at trykke et stort antal brochurer og lægge dem på lager – det sælger heller ingen varer. // Kim Østergaard

 

Hvad koster et nyhedsbrev?

Bag ethvert seriøst nyhedsbrev, der lander i indbakken, ligger et e-mail marketing system. E-mail marketing systemer er populært sagt en avanceret udgave af “Outlook”, med værktøjer målrettet til at skabe nyhedsbreve og sikre at disse lander i modtagerens indbakke. Men hvad koster det?
Af: Lars Hedegaard Pedersen

Mange danske virksomheder arbejder i øjeblikket intenst med at skabe kundeklubber, fordelsprogrammer eller mere enkle maillister for udsendelse af virksomhedens budskaber. Og det er med god grund, fortæller Kim Østergaard fra eMailPlatform.

  • Fremtidens vindere inden for detailhandel og e-handel, er de, der formår at øge andelen af deres loyale kunder. Både online og for flerkanals detailhandlere. For de butikskæder, som også agerer online, er det essentielt for overhovedet at tjene penge på den mellemlange og lange bane, siger han.

E-handel vil de næste mange år være vækstlokomotiv for dansk detailhandel. Med stagnation i de fysiske forretninger, og flere steder med direkte tilbagegang, har flere butikskæder fået øjnene op for hvor vigtigt kombinationen af online og offline er for forretningens fortsatte udvikling.

  • Det er de færreste, der kan tjene penge på, enten online handel eller kombinationen af online og offline, uden at være i besiddelse af et godt e-mail marketing system til udsendelse af regelmæssige og effektive kampagner. De fleste brancher taber sågar penge på førstegangskøbere, og e-mail marketing er fortsat den aktivitet, der konverterer de fleste kunder til genkøbere, siger Kim Østergaard og uddyber:
  • Der findes et utal af danske retailere og e-retailere, der har mail-lister på mellem 5.000-50.000 forbrugere. Faktisk dækker det de fleste – også større butikskæder, men prissætningen på de seriøse e-mail-løsninger understøtter ikke den økonomiske virkelighed for langt de fleste. Derfor har vi valgt at lancere vores egen emailplatform – emailplatform.dk – der er en løsning, hvor virksomheder med knap 10.000 medlemmer i kundeklubben kan sende tre månedlige nyhedsbreve for 300 kr., som vi desuden betragter som en god indgangsvinkel til at udbrede kendskabet til vores forretning.

 

BabySam øgede salg

BabySam er en af de kæder, som har øget online salget, dels ved at målrette budskaberne og ved at skifte til emailplatform.dk.

Kæden har efterfølgende kunnet måle 4-5 gange højere salg, som e-commerce manager hos BabySam Lars Sand Høgsberg mener, hænger sammen med, at de har ændret på de virkemidler, der får forbrugerne til at foretage en omgående handling og en systemmæssig langt bedre leveringsevne.

En anden virksomhed, som har benyttet sig af den nye løsning er Kop og Kande – som i øvrigt tidligere benyttede sig af leverandøren, Zoomio, som bekendt sidste år måtte dreje nøglen om.

Marketingchef Mette Ekmann hos Kop & Kande siger:

  • Vi har kigget på flere forskellige løsninger. Det er hele tiden vigtigt for os – som de købmænd vi er, at priserne er fornuftige og gennemskuelige. Vi vil gerne være sikre på, at vi ikke får ekstraregninger, når vi har trykket på send.